Spis mere!

For to uger siden var jeg igen til graviditetsundersøgelser på hospitalet. Som det første blev jeg vejet og fik taget blodtryk. Blodtrykket var som det plejer: lavt, men det er normalt i mit tilfælde. Til gengæld viste vægten, at jeg havde tabt et halv kilo siden ultralydsscanningen 4 uger tidligere. Den gang var alt fint og godt, selvom jeg faktisk kun havde taget to kilo på i alt under graviditeten. Men nu synes de pludselig, at det var alarmerende, og jeg fik strenge formaninger om at spise ikke bare mere, men også bedre. Og at øge mit kalciumtilskud til 800 mg om dagen. Jeg blev også selv en smule urolig over al postyret, og lovede mig selv at tage mig sammen til at spise noget mere.

Sagen er, at jeg lidt har ramt muren mht. kinesisk mad. Specielt den kantinemad vi får til frokost, har jeg ingen glæde ved mere. Det er det samme hver dag, og selvom der egentlig er en del valgmuligheder, har jeg for det meste ikke rigtig lyst til noget af det. Jeg spiser dog, bevares, det gør jeg, men har ikke just været inspireret til at spise meget. Samtidig har jeg svært ved at få den mad, jeg selv laver, til at smage ligesom derhjemme.

Men jeg satte mig for, at nu skulle den have en skalle med at spise igennem. Jeg ringede til Herlev Hospital, hvor jeg er indstillet til fødsel, og fik lov at tale med visiterende jordmor. De blev lidt paf, da jeg ringede for at høre, om det kunne lade sig gøre at booke en Skype-konsultation, når nu jeg ikke har haft mulighed for at dukke op til det normale program. Det var de ikke sikre på, at man kunne. Men visiterende jordmor tog sig heldigvis tid til at snakke med mig. ”Kan du få kartofler?”, spurgte hun. ”Og bananer?” Ja, begge dele er her masser af. Så rådede hun mig til at spise det og i det hele taget bare fyre på med kulhydrater. Og kom gerne smør på kartoflerne. Den kur har jeg nu kørt i to uger, og jeg er ret sikker på, at det har virket. I hvert fald synes jeg selv, maven er blevet markant større, og for første gang synes jeg, at jeg kan mærke en forskydning i mit tyngdepunkt. Så jeg er spændt på at skulle tilbage på hospitalet om en uges tid og se, hvad vægten siger.

Samtidig har jeg læst på nettet, at min lille pige nu ikke længere er et foster, men et barn. Det synes jeg nu, hun har været i noget tid. I skrivende aftenstund er der godt gang i hendes aktivitetsniveau, og det er så hyggeligt, når hun rumsterer dernede, selvom det kan være svært at lure, hvad det præcist er, hun er i færd med.