Det
er blevet sommer herude i det sydlige Kina og dermed rigtig varmt! Op til 36
grader, men pga. den høje luftfugtighed føles det endnu varmere. Min vejr-app
på telefonen siger f.eks. ”34 grader, føles som 43” her i dag. Det var køligt,
da jeg ankom i marts, men faktisk har det efterhånden været varmt længe.
Allerede i maj begyndte det, men eftersom maj var meget regnfuld, steg
temperaturen mindre end den plejer. I juni blev det mere tørt og dermed steg
temperaturen, og juli har været endnu mere tør. En tordenbyge en gang imellem
er ikke af vejen, så luften kan blive kølet lidt ned. Omvendt er her færre myg,
nu hvor det er blevet tørt, hvilket er rart. Og man kan være heldig at
luftfugtigheden sniger sig ned under 80%. Vi havde en lang periode i foråret,
hvor den konstant var over 94…
Her i
området hvor jeg bor, tager folk forskellige forholdsregler for at håndtere
varmen bedst muligt. F.eks. har Fang hjulpet mig med at købe en måtte til at
sove på, som er kølgere end et almindeligt lagen. Man bruger også måtter til at
sidde på, så vi købte også en til sofaen, nu vi var i gang. Derudover går mange
kvinder rundt med paraply for at beskytte sig mod solen. I starten føltes det
lidt fjollet at gå rundt med paraply i strålende solskin, men man vender sig
til det, og det kan være rart nok, når solen bager. Også en del cykler og motorcykler
er udrustet med paraplyer. I starten forstod jeg det ikke – tænkte at det kunne
da ikke give megen beskyttelse mod regn, når man bevæger sig i fart. Men
efterhånden giver det mening.
Når
det er så varmt, som det er, må man prøve at planlægge lidt i forhold til,
hvornår man er ude. Gåture i parken bliver nødt til at ligge tidligt om
morgenen eller sidst på eftermiddagen. Allerede når jeg går på arbejde omkring
kl. 8 om morgenen er det meget varmt, og det er en velsignelse, når jeg kommer
frem og træder ind i air condition. Derhjemme har jeg air con-anlæg i
soveværelset og gæsteværelset. Jeg tilbringer derfor forholdsmæssigt mere tid i
soveværelset nu, end jeg gjorde i starten. Her er godt nok ikke noget fjernsyn,
men så får jeg læst det mere netavis, lyttet til lydbøger etc.
Ind til
videre har vi haft roligt vejr, men sommeren er sæson for tyfoner, og i går
fortalte en af mine kolleger, at der er varslet tyfon i næste uge. I mine ører
lyder det som noget meget voldsomt, men alle tager det tilsyneladende roligt. Vi
må se, hvor vildt det bliver.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar