Life is what happens while you are busy making other plans

Det er vist først i løbet af de seneste måneder, at jeg rigtig har forstået denne sætning. Men nu giver det virkelig mening, for mens jeg havde travlt med at planlægge alt omkring Kina, begyndte et nyt liv at spire, og Abdul og jeg glæder os til at byde en lille ny verdensborger velkommen til oktober!

Havde egentlig tænkt at jeg ville vente med at melde det ud til hele verden til efter næste scanning, men den bliver ved med at blive udsat, og det bliver efterhånden sværere at skrive indlæg uden også at forholde sig til, at det hele foregår samtidig med at min mave bliver større og større, og det lille menneske er begyndt at sparke lystigt.

Jeg vil sige, at da jeg tog på ferie i Tanzania i januar, tænkte jeg, at det måske ikke ville være verdens bedste timing, hvis jeg skulle gå hen og blive gravid i forhold til alt det, der skulle til at ske. Men omvendt så skal det snart til at være, hvis det skal være for mit vedkommende, så set i det lys er ethvert tidspunkt et godt tidspunkt. Og ind til videre går det heldigvis rigtig fint. Min læge var ganske vist helt forfærdet på mine vegne, og spurgte forundret om jeg stadig havde tænkt mig at tage til Kina? Men det hele var jo ligesom sat i værk, og jeg kan regne ud, at jeg må have sendt min opsigelse til Ferring cirka samtidig med at den lille blev undfanget. Der er flere, der har spurgt om jeg ville være taget af sted, hvis jeg vidste at jeg ville blive gravid, og det er ærlig talt svært at svare på. Jeg så fornylig en notits, hvor der stod ”Trust the timing of your life”, og jeg tror at timingen betyder, at det var meningen, at jeg skulle tage herud. Og at en graviditet på nuværende tidpunkt også er en del af planen for mit liv. Det er i hvert fald rigtig dejligt, at det kunne lade sig gøre, når man tænker på at Abdul og jeg bor tusindvis af kilometer fra hinanden og ind til videre kun ses få måneder om året. Så skal vi nok finde ud af resten.

Ind til videre er planen som følger: Jeg tager hjem til Danmark ca. 1. september og holder barsel i sommerhuset ud året (lejligheden er jo ligesom fremlejet). Vi arbejder på at Abdul også kan være i DK omkring terminstidspunkt. Ville ærlig talt være noget lettere, hvis man vidste præcis hvornår det blev – jeg prøver at forhandle med junior. Derefter fortsætter han sine studier i Tanzania – han har pt. to et halvt år tilbage – og jeg tager den lille med til Kina, og så må jeg enten få en au pair eller en kinesisk ”tante”, dvs. en barnepige, som både hjælper med børnepasning og husholdning. Fangs mor har sagt, at hun gerne vil bruge noget tid sammen med barnepigen og sikre sig, at hun passer barnet ordentligt, hvis vi ender med den model. Det er betryggende. Derudover mener Fangs mor, at det er et rigtig godt tegn for firmaet, at et barn blev undfanget samtidig med at jeg skulle herud. Fang har også været helt super og synes at det er rigtig godt, selvom hun har svært ved at se, hvordan hun skal klare det hele, mens jeg er væk. Det har vi tre måneder til at finde en fornuftigt løsning på.

Vi var på frilandsmuseum for at lære om

Sokuma-stammen, som bor ved Victoria-søen.

Hvordan er det så at være gravid i Kina? Det kan være, at jeg bør skrive om dette særskilt, for der er masser at berette om, at denne post er ved at være lang allerede. Men jeg kan fortælle, at jeg ind til nu har været forskånet for graviditetsgener. Har simpelthen ikke haft et gram kvalme, og det er jeg meget taknemmelig for, for jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle have klaret at afslutte job, pakke lejlighed sammen, ordne masser af papirer mm. og starte op i Kina, hvis jeg havde været helt lagt ned. På den måde er det gået rigtig fint, og den lille har det tilsyneladende også godt, så det er rigtig dejligt. Uge 20, hvor anden scanning ligger, hvis man er i DK, var egentlig for to uger siden, men scanningerne ligger senere i Kina, og nu har hospitalet først tid til at se mig den 11. juni. Så jeg prøver at væbne mig med tålmodighed, selvom det er svært. I forhold til sære madvaner har jeg ikke oplevet det store, bortset fra at jeg tilsyneladende har mistet lysten til chokolade. Af alle ting. Hvem skulle have troet det…

Lægger lidt billeder ud af de på dette tidspunkt intetanende kommende forældre fra ferien i januar:

Afslapning i skyggen.

Saa Nane Island - en lille nationalpark i Victoria-søen

Skak på tagterassen

Disse to unge mænd sørgede for, at jeg fik printet og scannet

relevante dokumenter. Det tod sin tid, men de kom af sted!

Under besøg på frilandsmuseet blev vi inviteret til fest hos Sokuma-

folket den efterfølgende weekend. De er kendt for deres trommer og dans.