![]() |
| Lejlighedskomplekset set fra den nærliggende park. Jeg bor i den hvide bygning ved pilen. |
| Køkken |
Her kommer lige nogle billeder af mit nye hjem i Kina. Firmaet har sørget for bolig, og det var rigtig rart, at der bare stod en lejlighed og ventede, da jeg ankom til Shenzhen efter en lang flyvetur. Men eftersom jeg ikke selv har haft nogen indflydelse på den, var jeg i sagens natur spændt på at se den! Heldigvis er det en rigtig fin lejlighed, de har fundet til mig. Jeg kan forstå på Fang, at de har set på en del, før de var tilfredse. Det er overvældende, så meget Fang, hendes familie og de involverede i firmaet gør, for at jeg skal føle mig godt tilpas. Det er selvfølgelig rigtig nok, at jeg er taget helt her over helt alene, men alligevel. De er virkelig søde!
Lejligheden ligger på 15. sal i et kompleks, der kunne minde om et forvokset Bellahøj. Modsat mange af de fordomme, jeg er blevet mødt med inden afrejse, har den både køkken og bad :) Derudover er der soveværelse, gæsteværelse, og en stue med spisebord og sofaarrangement. Der er internet TV, så jeg kan se film. Måtte dog først lige lære stien udenad, for menuen er på kinesisk… I forlængelse af stuen er der en overdækket altan, der samtidig fungerer som vaskerum. Fang har vist mig, hvordan man hænger sit tøj til tørre på bøjler, så jeg føler allerede, at jeg begynder at passe ind.
Derudover ligger lejligheden kun 15 min. gang fra firmaet, og det er helt utrolig dejligt! Efter en årrække med lang transporttid, som involverede enten tog og bus eller metro, nyder jeg rigtig meget at kunne gå frem og tilbage i ro og mag. Eftersom vi befinder os i en forstad til Shenzhen, er her ret stille og roligt, og jeg undgår fuldstændig myldretidstrafikken!
| Soveværelse |
| Stue |
| TV på kinesisk |
| Altan og vaskerum |

Ingen kommentarer:
Send en kommentar