Life is what happens while you are busy making other plans

Det er vist først i løbet af de seneste måneder, at jeg rigtig har forstået denne sætning. Men nu giver det virkelig mening, for mens jeg havde travlt med at planlægge alt omkring Kina, begyndte et nyt liv at spire, og Abdul og jeg glæder os til at byde en lille ny verdensborger velkommen til oktober!

Havde egentlig tænkt at jeg ville vente med at melde det ud til hele verden til efter næste scanning, men den bliver ved med at blive udsat, og det bliver efterhånden sværere at skrive indlæg uden også at forholde sig til, at det hele foregår samtidig med at min mave bliver større og større, og det lille menneske er begyndt at sparke lystigt.

Jeg vil sige, at da jeg tog på ferie i Tanzania i januar, tænkte jeg, at det måske ikke ville være verdens bedste timing, hvis jeg skulle gå hen og blive gravid i forhold til alt det, der skulle til at ske. Men omvendt så skal det snart til at være, hvis det skal være for mit vedkommende, så set i det lys er ethvert tidspunkt et godt tidspunkt. Og ind til videre går det heldigvis rigtig fint. Min læge var ganske vist helt forfærdet på mine vegne, og spurgte forundret om jeg stadig havde tænkt mig at tage til Kina? Men det hele var jo ligesom sat i værk, og jeg kan regne ud, at jeg må have sendt min opsigelse til Ferring cirka samtidig med at den lille blev undfanget. Der er flere, der har spurgt om jeg ville være taget af sted, hvis jeg vidste at jeg ville blive gravid, og det er ærlig talt svært at svare på. Jeg så fornylig en notits, hvor der stod ”Trust the timing of your life”, og jeg tror at timingen betyder, at det var meningen, at jeg skulle tage herud. Og at en graviditet på nuværende tidpunkt også er en del af planen for mit liv. Det er i hvert fald rigtig dejligt, at det kunne lade sig gøre, når man tænker på at Abdul og jeg bor tusindvis af kilometer fra hinanden og ind til videre kun ses få måneder om året. Så skal vi nok finde ud af resten.

Ind til videre er planen som følger: Jeg tager hjem til Danmark ca. 1. september og holder barsel i sommerhuset ud året (lejligheden er jo ligesom fremlejet). Vi arbejder på at Abdul også kan være i DK omkring terminstidspunkt. Ville ærlig talt være noget lettere, hvis man vidste præcis hvornår det blev – jeg prøver at forhandle med junior. Derefter fortsætter han sine studier i Tanzania – han har pt. to et halvt år tilbage – og jeg tager den lille med til Kina, og så må jeg enten få en au pair eller en kinesisk ”tante”, dvs. en barnepige, som både hjælper med børnepasning og husholdning. Fangs mor har sagt, at hun gerne vil bruge noget tid sammen med barnepigen og sikre sig, at hun passer barnet ordentligt, hvis vi ender med den model. Det er betryggende. Derudover mener Fangs mor, at det er et rigtig godt tegn for firmaet, at et barn blev undfanget samtidig med at jeg skulle herud. Fang har også været helt super og synes at det er rigtig godt, selvom hun har svært ved at se, hvordan hun skal klare det hele, mens jeg er væk. Det har vi tre måneder til at finde en fornuftigt løsning på.

Vi var på frilandsmuseum for at lære om

Sokuma-stammen, som bor ved Victoria-søen.

Hvordan er det så at være gravid i Kina? Det kan være, at jeg bør skrive om dette særskilt, for der er masser at berette om, at denne post er ved at være lang allerede. Men jeg kan fortælle, at jeg ind til nu har været forskånet for graviditetsgener. Har simpelthen ikke haft et gram kvalme, og det er jeg meget taknemmelig for, for jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle have klaret at afslutte job, pakke lejlighed sammen, ordne masser af papirer mm. og starte op i Kina, hvis jeg havde været helt lagt ned. På den måde er det gået rigtig fint, og den lille har det tilsyneladende også godt, så det er rigtig dejligt. Uge 20, hvor anden scanning ligger, hvis man er i DK, var egentlig for to uger siden, men scanningerne ligger senere i Kina, og nu har hospitalet først tid til at se mig den 11. juni. Så jeg prøver at væbne mig med tålmodighed, selvom det er svært. I forhold til sære madvaner har jeg ikke oplevet det store, bortset fra at jeg tilsyneladende har mistet lysten til chokolade. Af alle ting. Hvem skulle have troet det…

Lægger lidt billeder ud af de på dette tidspunkt intetanende kommende forældre fra ferien i januar:

Afslapning i skyggen.

Saa Nane Island - en lille nationalpark i Victoria-søen

Skak på tagterassen

Disse to unge mænd sørgede for, at jeg fik printet og scannet

relevante dokumenter. Det tod sin tid, men de kom af sted!

Under besøg på frilandsmuseet blev vi inviteret til fest hos Sokuma-

folket den efterfølgende weekend. De er kendt for deres trommer og dans.

Hønen og ægget

Hvad kommer først, når man skal starte et laboratorium som vores op? Køber man først alle instrumenterne, etablerer alle procedurer, ansætter lab-folk og så er man klar til at indhente kontrakter? Eller tager man ud og skaffer kontrakter for at sikre sig, at der er grund til at indkøbe instrumenter og etablere procedurer? Givetvis er der ikke én korrekt måde at gøre tingene på. Hos os sker det hele simultant, hvilket både er fantastisk og lidt af en mundfuld. I december, da jeg var herude første gang, var renoveringen af lokalerne lige akkurat afsluttet, og det første instrument stod på gulvet i kasser. På det tidspunkt var Fang allerede godt i gang med at sælge forretningen, hvilket betyder, at der fra starten af året har været kontraktarbejde at tage fat på. Da jeg ankom, lå der 3 polymorfi-screeninger (screening for nye krystalformer af lægemiddelstoffer) og ventede, så der var nok at gå i krig med. Samtidig begyndte kontrakterne for undersøgelse af krystalformer i originalprodukter at komme ind fra de generiske producenter. Så der har været nok at gøre rent fagligt!

Da jeg ankom havde vi kun én stabil laboratorieperson, og det har ikke været helt nemt at finde flere gode. Aftalen er som regel, at de er på prøve nogle uger, og hvis vi ikke er tilfredse, er det ud igen. Så vi har skullet bruge nogle kræfter på et etablere et team. Lige nu er vi dog landet et godt sted hvad det angår. Vi har 4 personer i lab, og det er lykkedes os at ansætte nogle med relevant erfaring, som virker ok. De arbejder alle godt og seriøst og virker også til at fungere godt sammen. De kræver stadig en del oplæring, men i forhold til i starten kan jeg meget nemmere delegere opgaverne ud, hvilket får det hele til at glide lettere. Jeg krydser fingre for, at den gode udvikling fortsætter.  

I forhold til at få bygget et kvalitetssystem op, ville det mest optimale være at ansætte en med erfaring til at stå for dette. Men det må vi vente lidt med. Min første tanke var, at jeg ville prøve at gøre det selv, men jeg må sande, at der bare ikke er timer nok i døgnet. Så nu overvejer jeg, hvem af de 4, der vil fungerer bedst som kvalitetsminister, og som kan få ansvaret for at føre det ud i livet. Jeg tænker, at jeg kan identificere de områder, vi skridt for skridt skal arbejde på, og så kan vedkommende, med hjælp fra de andre, udføre opgaverne i praksis. Det er vel en leders fornemmeste opgave at uddelegere, men det er virkelig noget, jeg skal øve mig på.

Et andet fokusområde, som primært er Fangs, er at få medicinalfirmaerne til at forstå, at vi ikke er et ”small kitchen”, som hun siger. Der er åbenbart en del kinesiske kontraktlaboratorier, hvor der kun findes en enkelt maskine i et lille lokale. For at bryde med denne forestilling, er Fang ved at arrangere et halvdags seminar i firmaet næste fredag, hvor de nærmeste firmaer kan komme forbi og se at vi ikke er et small kitchen, men et moderne, rummeligt lab. Det skal nok blive fint tror jeg. Men for at seminaret får noget substans, er der også planlagt et par faglige oplæg, så jeg skal lige have lavet en præsentation om polymorfi-screening mm. Hver dag i denne uge har jeg tænkt at i morgen går jeg i gang, uden at det rigtig er sket. Men i morgen skal det være! Tror jeg…

Første besøg i kinesisk hjem

1. maj-farver

Tænk at der skulle gå knap to måneder, inden vi fik taget os sammen til at arrangere et besøg hjemme hos Fang og hendes familie. Man må sande, at tiden flyver! Og at det at jeg ikke har en veldefineret slutdato, gør at det føles som om der er masser af tid til det hele. Det er en helt anden følelse, end da jeg havde 5 måneder i Tanzania. Det var tilpas kort tid til, at jeg hele tiden følte, at tiden måtte udnyttes maksimalt. Men jeg tror det har været meget godt, at der har været lidt ro på her i starten. Det er kendt at det koster kræfter at starte på et nyt job, og når det så samtidig involverer en flytning til udlandet, er det vel egentlig ikke underligt, at jeg i løbet af den første tid ikke havde behov for, at der skulle ske det helt store, når jeg havde fri.





Vi hygger os i parken

For er par uger siden begyndte trangen til at udforske dog at melde sig, hvilket kolliderede med at vi havde lang 1. maj weekend. Vi havde talt om at tage hen et sted i nærheden, hvor der er mulighed for at gå en god tur. Vi var også på vej, men måtte opgive, da der var alt for mange andre, der havde fået samme idé. Da vi havde siddet fast i trafikken og kørt 100 m på en halv time, blev vi enige om at vende om og tage hen i vores lokale park i stedet for. ”Vi” er forresten Fang, hendes søn Lucas på 5 og mig. Så det gjorde vi. Vejret var skønt og vi havde et par gode timer, inden vi gik tilbage til deres lejlighed, hvor Fangs forældre havde lavet mad. Lucas har tilbragt den første del af sit liv på New Zealand og har derfor lært engelsk, men da han ikke rigtig bruger det i Kina, forsvinder det hurtigt. Så de værdsætter lejligheden til at træne det lidt. Ind til videre er Fang flyttet hjem til sine forældre, for at de kan hjælpe med at tage sig af Lucas, mens hun starter firma op. Det fungerer vist fint, selvom hun på længere sigt nok gerne vil have sit eget. 



Fang og Lucas foran deres hjem

Hendes forældre diskede op med hjemmelavede dumplings, kylling og grøntsager, samt frugt til dessert, hvilket er meget almindeligt i Kina. Bagefter hyggede vi os med at sidde og spise nødder. Kineserne mener, at nødder er bedst, hvis de spises direkte fra skallen, så det tager noget tid. Men nu har jeg f.eks. set, hvordan skallen til både pinjekerner og macademianødder ser ud.

Dagen efter, på vores fri-mandag, tog jeg mig sammen og gik et andet sted hen end i parken. Det var kommet mig for øre, at der lå et marked i gå-afstand fra hvor jeg bor, og det ville jeg prøve at finde. Jeg ved ikke, om jeg fandt helt ind til kernen af markedet, men jeg fandt i hvert fald noget, der mindede om, med gadesælgere der solgte alt fra frugt og grønt til tøj og sko. Det var fuldstændig som at gå rundt på et marked i Tanzania med musik og larm og masser af mennesker. Forskellen er, at her i Kina ligger sådan et marked side om side med nye, moderne højhuse, og man kan bevæge sig fra den ene ekstrem til den anden i løbet af få minutter. Jeg havde f.eks. ikke gættet, at der kunne ligge så livligt et sted ca. 20 min gang fra mit eget, stille kvarter…

Dumplings in the making

Dumpling dinner



Højhuse 2 min. fra markedet





Kina eller Tanzania?

 

Gadeboder





Foreign expert uden klasse

Her knap to måneder efter ankomst til Kina strømmer kulturforskellene stadig ind over mig. Jeg vidste godt i forvejen at Kina er et ulige samfund, og at der er stor forskel på rig og fattig, men jeg var ikke klar over, at alle simpelthen inddeles i klasser – også udlændige der kommer hertil for at arbejde. Men jeg er blevet klogere i forbindelse med ansøgning om visum og opholdstilladelse. Da vi skulle ansøge om visum for at jeg kunne komme hertil i første omgang, kunne Fang på baggrund af mit CV udlede, at jeg var kvalificeret til et ”foreign expert”-visum. Det lød godt nok fint, men efter at jeg er kommet herover har jeg så lært, at jeg tilhører den laveste klasse inden for foreign experts; der er klasse A, klasse B, og så den laveste, hvor man bare ikke har en klasse. Forstår ikke helt, hvorfor vi andre ikke f.eks. kan få tildelt klasse C? Det kan man nemlig godt, hvis man som Fang er vendt hjem fra udlandet. Hun tilhører ”Overseas Class C”. Nå men fred være med det. Som dansker er man jo egentlig rimelig ligeglad med, hvilken klasse man tilhører.

Men i nogle tilfælde kan det faktisk få stor betydning. F.eks. betyder det noget for, om man som kineser kan opnå ”byborgerskab”, hvis man kommer fra landet og ønsker at flytte til en større by. En af Fangs venner kommer fra landet, men bor nu i Shenzhen, hvor vi også befinder os. Han har klaret sig godt, men i og med at han har tre børn, er det svært at opnå tilstrækkeligt med point, fordi man trækkes i point, hvis man har mere end et barn. Det skabte problemer for nyligt, hvor han ville ansøge om Shenzhen-byborgerskab til sin søn, for at han kan komme hertil for at gå i gymnasiet. Jeg kender ikke de nærmere deltaljer, men der var lige nogle dage, hvor det var uvist om byborgerskabet ville gå igennem, inden der blev lukket for tilmelding til gymnasierne, og sønnen dermed ikke ville kunne starte som planlagt. Heldigvis klarede de det i sidste øjeblik.

Jeg fik sagt at det med klasse ikke betyder så meget i mit tilfælde, men det betyder faktisk noget for Fangs og mine muligheder for at søge midler til forskningssamarbejder. Der er mange om buddet, så det handler om virkelig at kunne imponere beslutningstagerne. Og der må jeg sande, at de arbejdsmæssige valg, jeg har truffet, aldrig vil blive forstået af en kineser. Herovre er det altafgørende, at man har arbejdet for et top-firma, for det betyder, at man er god. I Danmark er det højst rangerede medicinalfirma Novo, og alle der er dygtige nok, vil derfor ifølge kinesisk logik forsøge at komme ind der. Så det at jeg ikke har arbejdet på Novo, bliver opfattet som, at det er jeg ikke dygtig nok til. Altså! Det er også godt hvis man kan vise, at man har været med til at tage de og de produkter på markedet. Så heller ikke her har jeg været smart, for når man arbejder med tidlig lægemiddeludvikling er chancerne for at de stoffer, man arbejder med, kommer på markedet, langt mindre, end hvis man placerer sig i sen-udviklingen. Plus at der går meget længere tid før det sker. Jeg blev heller ikke på uni længe nok til at kunne bryste mig at have hevet store summer hjem i form af fondsmidler, så det ser ikke så godt ud for denne her foreign expert uden klasse. Men mon ikke det går alt sammen alligevel? Vi er i hvert fald stadig optimistiske i forhold til firmaet og tror på at vi nok skal klare den uanset klasse…

I sidste uge var Mr. Chen og jeg inde i city center for at hente min opholdstilladelse. På vej tilbage skulle han lige forbi apoteket, og det er altid interessant at se, hvordan de ser ud i andre lande. Dette her var kæmpe, og havde, så vidt jeg kunne vurdere, både traditionel kineisk og moderne vestlig medicin.